Danmark er stadig et kristent land

Der kan være gode grunde til at omtale Danmark som et kristent land, selvom kun mennesker kan kalde sig kristne.

Et af sommerens debatemner har overraskende nok været, om Danmark er et kristent land. For er Danmark fortsat det? Udsagnet er nu ikke længere medtaget i regeringsgrundlaget, som det ellers har været tilfældet siden 2015. Og Kirkeministeriet ser også ud til at være nedprioriteret.

Hvor blev »åndelig oprustning« af?

Den nye kirkeminister har siden juni skullet forklare og forsvare mange modsatrettede spændinger i den nye regerings udmeldinger. Ikke alt har virket lige klart. Debatten blussede særligt og næsten symbolsk op ved beslutningen om, at Folketinget får tilknyttet en folkekirkepræst – og især ministerens reaktion i en video med knytnævejubel antændte de kritiske røster.

En kristen nation

I min optik er der argumenter både for og imod tilknytning af en folketingspræst. Man kan frit gøre brug af muligheden for at deltage i andagter, sjælesorg med videre. Jeg er mere optaget af, hvilken teologi der bliver plads til i ordningen.

At forstå Danmark som en kristen nation – set i lys af historien, traditionen og grundloven – er der gode grunde til. Kristendommens rolle gennem tusind år og dens påvirkning på love, samfundsindretning og værdier som sådan har været med til at forankre Danmark som et kristent land.

Derfor kunne Dronning Margrethe sige i et interview i 2010: »At vi er et kristent land, kan vi ikke komme væk fra. Det er hele vores historie, det præger hele vores sprog, det præger vores landskab med kirkerne. Danmark er et kristent land … og som helhed et kristent folk.«

Kristent land i kraft af et kristent folk

Formelt set vil jeg tale for, at Danmark er et kristent land – ligesom det kan omtales som et demokratisk land. Jeg ønsker, at det kristelige skal farve vores samfund, love og værdier. Det medtager jeg i kirkebønnen ved gudstjenester og er optaget af i mit virke.

Samtidig er jeg klar over, at et land ikke kan tro. Kun mennesker kan have en frelsende tro og dermed være kristne og døbt til at tilhøre et kristent folk med Jesus som herre. Vi lever heller ikke længere i et katekisme-samfund, hvor der kan forudsættes almen kundskab om kristendom og livssyn, som er baseret på kristne værdier, og som præger samfundslivet.

Dybest set er det et åndeligt spørgsmål, om Danmark er et kristent land, og om det kan kaldes sådan fremover i kraft af et kristent folk. Mens vi beder om det og arbejder på det, er vi helt afhængige af Gud. Her er Indre Missions kald!

Kom tættere på arbejdet i Indre Mission

Hver anden uge sender vi nyt om arbejdet, menneskerne og det, der rører sig i Indre Mission. Du får også en smagsprøve på magasinet Impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

.
Seneste blogindlæg
Indre Mission skal prioritere ressourcerne
IM’s fremtidsværksted har været på tur i sommerlandet og spurgt bibelcampisterne om, hvilken retning Indre Mission skal bevæge sig i. …
Indsamlingen er tilbage på sporet
Efter en svag start på året er Indre Missions gavetal igen på ret kurs. Det kræver dog en stærk indsats, hvis året skal gå i nul, fastslår økonomichef…
To nye medlemmer af Indre Missions Hovedbestyrelse
Sognepræst Søren Jacobsen og musikkonsulent Bjarne Klitgaard træder ind i Indre Missions Hovedbestyrelse med forskellige roller og erfaringer, men med…